Hurt Locker Leadership

Filmen “Hurt Locker” – den 6 Oscar-vindende film af Kathryn Bigelow – er en usædvanlig film om krigen i Irak. Den er rost til skyerne, men er faktisk ret kedelig… Filmen følger de minutiøse og pertentlige procedurer, som et amerikansk mineryder-hold arbejder med, når de bliver kaldt ud for at demontere mistænkelige objekter, der kunne være bomber. Dvs. der er meget lidt skyderi, og Rambo-action, men masser af langtrukne scener med langsomme bevægelser. Jeg synes imidlertid der er nogle interessante aspekter i filmen ud fra en ledelsessynsvinkel.

Mine tanker og teorier er ikke helt færdigbearbejdede, så kom endelig med kommentarer og bidrag. Jeg forklarer første lidt baggrund og så nummererer jeg hovedpointerne.

Den første leder af minerydnings-teamet er meget forsigtig, professionel og regelret. Han tager ingen chancer – han og teamet følger alle procedurer i bogen. Det skaber tryghed og balance i meget pressede og farlige situationer. Men der sker noget uforudset og han ender med at blive sprængt i luften.

1) Lige meget hvor tæt du holder dig til “instruktionsmanualen” er du ikke sikret mod fejl og uregelmæssigheder.

Så bliver enspænderen William James leder af teamet. De to soldater, der samarbejder med ham under minerydningsmissionerne, bliver udfordret på deres syn på deres job, for James tager nogle vilde chancer. Når man ser filmen spørger man sig selv: er han sindsygt dygtig – eller er han bare sindsyg?!! Ved at springe over en masse sikkerhedsprocedurer løser han opgaverne hurtigt og effektivt.

2) Når du kaster dig ud over kanten, handler på inspiration og intuition, kommer dine sande evner i spil. Du udstiller hvor dygtig, du i virkeligheden er – eller det modsatte..!

På et tidspunkt bliver den lille trup involveret i et skyderi i ørknen. Fjendtlige irakiske soldater har forskanset sig i et lille hus. Mineryderne er ikke vant til denne slags konfrontationer, men James har overskud til at hjælpe dem og opmuntre dem.

3) En dygtig leder tager sine folk med helt ud til kanten af deres kunnen – men styrer sit “ego-trip” ved at tage tid til at gøre teamet stærkt under pres.

Mens nogle af soldaterne har fokus på fjenderne i huset, har en mere uerfaren og meget usikker soldat fået til opgave at vogte resten af landskabet. Han ser en flok får og nogle fårehyrder nærme sig. Han spørger sin anfører William James, hvad han skal gøre. James svarer køligt “Your call” (Du beslutter). Nærmest i panisk angst skyder den unge soldat mod fåreflokken, som viser sig at skjule bevæbnede mænd, som nu må flygte for livet. Uden at vende sig om siger James til den unge soldat: “Good job”.

4) Som leder skal du ikke træffe alle beslutninger selv – men find det rigtige tidspunkt, hvor du kræver af dine folk, at de skal yde deres bedste og træffe vigtige beslutninger.

Når de oplever, at deres beslutninger og handlinger har gjort en forskel, så bliver disse team-players endnu dygtigere og vigtigere i din organisation.

Der er sikkert flere lektioner i ledelse, der kunne uddrages af filmen – men disse var for mig de vigtigste.